RSS Feed

Overspisning – min personlige beretning

Overspisning kaldes også Binge Eating Disorder, forkortet BED.

Man kan sige, at det er en form for bulimi – blot uden udrensning. Netop fordi man ikke taber sig -men tværtimod tager på – er denne spiseforstyrrelse blevet overordentligt negligeret og er fortsat rimeligt ukendt for de fleste. Behandlingsmulighederne her hjemme er også svære at få øje på.

Jeg mindes at have haft denne spiseforstyrrelse siden ret tidligt i min ungdom. Måske ikke helt tilbage fra min barndom, men tidlige ungdom i hvert fald. Jeg prøver at holde det op imod, hvornår jeg for alvor begyndte at tage på, men det er lidt sløret i hukommelsen. Men da mine teenageår begyndte, var det i hvert fald startet. Og hvad har så udløst denne spiseforstyrrelse – det er mig stadig en gåde.

For et par dage siden stødte jeg på denne artikel fra Netdoktor.dk, hvor Overspisning (BED) bliver beskrevet ret nøje. Alt i artiklen passer på mit liv med denne spiseforstyrrelse. Og det var faktisk også via en artikel/bog, at min mor for mange år siden fortalte mig, at der var noget, der hed overspisning. Siden da har jeg brugt mange, mange kræfter og utallige forsøg på at blive mig spiseforstyrrelsen kvit. Der gik mange år, før jeg mødte en diætist, der fortalte mig, at man ikke slipper af med sin spiseforstyrrelse, men at man kan lære at leve sammen med den. De ord viste sig at blive vigtige for mig siden hen.

 

Har jeg en spiseforstyrrelse?

Når jeg tænker tilbage på min ungdom, dukker der rimeligt specifikke billeder op på nethinden. Jeg har aldrig nøjedes med, når det kom til mad! Hvis jeg var lidt småsulten, når jeg kom hjem fra skole, nøjedes jeg aldrig bare med et enkelt stykke mad. Så tog jeg fx fem klementiner og to skåle. Skrællede dem alle og fordelte klementinbåde i den ene skål og skræller i den anden skål. Og så kunne jeg ellers gå i krig.

Jeg ville også meget ofte spise lyst brød, og da var det jo ikke nok med én enkelt skive. Hele brødristeren skulle fyldes op, brødet skulle smøres med smør og hamburgerryg og spises lynhurtigt – inden jeg hoppede i køleskabet igen. Jeg gemte ofte også maden lidt af vejen, så ingen kunne spørge ind til indtaget.

Når jeg husker tilbage på min ungdom, mindes jeg også, at jeg altid spurgte mine forældre, hvornår vi skulle have næste måltid, og hvad vi skulle have at spise. Og jeg kunne snildt finde på at spørge ind til frokosten, inden vi havde spist morgenmaden. Mine forældre har mange gange sagt, at det var lidt mærkeligt, at jeg tænkte så meget på mad. Jeg kunne ikke selv se noget mærkeligt i det den gang.

Tegn på at man formentlig lider af overspisning – og tegn jeg (desværre) kan sætte flueben ved:

– Mangel på kontrol med maden

– Spiser i det skjulte

– Tanker om mad/krop fylder meget (især utilfredshed med sig selv)

– Enten/eller-tankegang (den gyldne middelvej findes ikke)

– Lavt selvværd

– Stærk afhængighed af at blive bekræftet af andre

– Perfektionisme (stiller store krav til sig selv)

Tiden med en spiseforstyrrelse har budt på en ufattelig selvkritik – sågar selvhad. Jeg har følt mig mindre værd end stort set alle andre. Jeg har lidt af en enorm utilfredshed med mig selv – med min krop, med min viljestyrke og meget andet.

Jeg har været i en stort set konstant frustration over nærmest ALT. Jeg har været tenderende til depressiv og har været fanget i en enorm magtesløshed over ikke at være herre over egen krop. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har grædt i frustration over ikke at kunne styre hvad, hvor meget og hvornår jeg spiste.

(Disse symptomer kan man læse meget mere om i artiklen).

 

Kan man slippe af med en spiseforstyrrelse?

Da jeg fandt sammen med min kæreste, for snart 14 år siden, blev han hurtigt en del af fortællingen om Andrea og hendes spiseforstyrrelse. Han har altid været en utrolig støtte og har gjort, lige hvad jeg bad om. Han har både været min politimand, som skulle styre mit madindtag, når jeg ikke kunne. Han har skullet blande sig fuldstændig udenom, når jeg havde brug for dét. Han har skulle støtte op om diverse projekter, kure, behandlinger m.m. Det har bestemt ikke været let at være ham, og det har i perioder kostet meget på parforholdskontoen.

En af de rigtig store udfordringer har været, at jeg ikke var ene om at træffe mine beslutninger om mad. Der sad nemlig en lille stemme i det ene øre, som ønskede jeg ikke spiste. Og i det andet øre sad en stemme, som syntes, jeg havde fortjent at spise de ting, jeg godt kunne lide og havde lyst til. Det har været utroligt larmende og drænende at skulle forholde sig til de to stemmer ALTID – hver eneste gang jeg skulle træffe en beslutning om mad. De hev i mig fra begge sider og kunne aldrig blive enige.

Hvis jeg prøvede at holde igen og ikke spise den mad, jeg havde lyst til på de rette tidspunkter, blev jeg skide sur, og kunne finde på at skælde andre ud. Hvis jeg derimod valgte at spise maden, skældte jeg mig selv ud efterfølgende, fordi det jo inderst inde ikke var det jeg ønskede. Ergo blev jeg aldrig nogensinde tilfreds med mine valg og har ALTID skældt mig selv ud i stor stil.

Jeg kunne ærlig talt ikke styre indtaget af mad. Jeg har taget mig selv i flere gange at købe og spise mad, som jeg hurtigt efterfølgende har smidt ud, fordi jeg fortrød (eller stemmerne overbeviste mig om, at det var forkert).

Jeg har altid haft fuldstændig styr på, hvad alle andre omkring mig spiste, så jeg ikke selv ville falde udenfor – eller blive opdaget i min spiseforstyrrelse.

Hele mit liv har jeg troet, at jeg kunne kurere min spiseforstyrrelse ved at få styr på madindtaget (og kalorieindtaget). Hvis jeg bare var slank, ville jeg vel ikke have et problem?

Jeg gik til lægen for at tale om min spiseforstyrrelse i et håb om at kunne få hjælp. Jeg blev mødt af ordene ”arh, så lider vi vist alle af overspisning”. Ingen hjælp at hente der, og jeg var igen på egne ben. Jeg troede som nævnt, at svaret skulle findes, ved at få styr på kosten.

Jeg har hevet mig selv igennem uanede mængder af kure og virkelig strikse restriktioner: Jeg har gået hos Vægtkonsulenterne af flere omgange, været hos flere psykologer, været på pulverkure, juicekure, suppekure, talt kalorier, været hos flere diætister, og har sågar været på tv med Christian Bitz i Go’Kuren på TV2 i 2013.

 

Et liv i balance med min spiseforstyrrelse

Balance viste sig at være kodeordet!

Alle indsatserne beskrevet ovenfor har hjulpet mig af med nogle kilo – men aldrig af med spiseforstyrrelsen. Kilo er røget af, kommet på igen, røget af igen osv. Samtidigt har min psyke haft svært ved at følge med i samme tempo. Det var først for små tre år siden, at jeg for alvor kunne mærke, at jeg var begyndt at leve med min spiseforstyrrelse i en nogenlunde balance. For det handlede jo ikke om kiloene, det handlede om min mentale tilstand, min psyke, mit selvværd.

Via livserfaring, de rigtige mennesker omkring mig, samt et langt og tillidsfuldt forløb hos min kropsterapeut, blev jeg lige så stille klogere på mig selv og stærkere i min autensitet.

Jeg har fundet ud af, at jeg altid har været en ”pleaser”, som først og fremmest havde alle andre for øje. Jeg var yderst pligtopfyldende, ville aldrig skuffe nogen, brød mig ikke om skæld ud og skulle i det hele taget helst være god til det hele. Hvis jeg fik en gave, der ikke faldt i min smag, kunne jeg ikke få mig selv til at sige det til afsenderen, i frygt for at jeg ville såre vedkommende, der havde foræret mig gaven. Det kan jeg stadig have svært ved den dag i dag.

Jeg havde aldrig mig selv i fokus, men fokuserede i stedet på at gøre andre glade – formentlig også for der igennem at blive bekræftet som den altid søde pige, som havde empati, som kunne sætte andre før sig selv, som kunne give afkald på egne ønsker for andres skyd osv. Egenskaber jeg den dag i dag sætter utrolig stor pris på. MEN, der skulle have været bare én dengang, som havde fortalt mig, at jeg altså lige engang imellem skulle prøve at prioritere mig selv lidt højere.

Ved at ”please” andre har jeg tilsidesat mine egne behov. Jeg har ikke tilladt mig selv at følge mine egne ideer, ønsker, drømme – stolet på at de var gode nok og forfulgt dem.

Men det kan jeg med ro i sindet sige, at jeg gør nu.

Jeg hviler i mig selv. Jeg behøver ikke længere andres bekræftelse og accept for at være.

Jeg har fundet en indre ro og behøver ikke længere at plastre det store smil på mine læber, når jeg ikke er glad. Jeg tør være stille i et selskab. Jeg tør stille krav til folk omkring mig samt at sige fra over for ting, jeg ikke ønsker. Jeg udlever mine egne ønsker og drømme og tør sætte sig selv forrest – selv på trods af at jeg er mor med stort M til to skønne drenge og fortsat er sammen med den fantastiske mand, der gennem 14 år har bakket mig op og forsøgt at finde vejen sammen med mig.

Min rejse handler således nu om at være i balance. Jeg formåede at kæmpe mig til at smide 25 kg. efter min sidste graviditet og fødsel, og har nu holdt det vægttab i mere end tre år. Jeg prioriterede mig selv og fik lavet min ønskede abdominalplastiske operation af mit overskydende hud på maven. Et valg som jeg ikke en dag har fortrudt. Tvært imod har jeg glædet mig over den beslutning hver eneste dag siden da.

Det handler ikke længere om at tabe de sidste fem kilo eller have den perfekte krop.

Jeg er perfekt uperfekt!

Jeg har sluttet fred med min krop, sagt det højt, og ikke mindst mener jeg det.

Jeg har formået at overbevise både mit sind og min krop om, at jeg har det godt, ser godt ud og gør mig selv og andre glade. Jeg er i balance og kunne aldrig finde på at skælde mig selv eller min krop ud igen. For jeg taler af erfaring, når jeg siger, at det kommer der ikke noget godt ud af.

/Andrea

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: